Ved den ene store indgang til skoven er der en stor åben plads. Her kan folk mødes, inden og efter en tur i skoven, og der er en iskiosk, der har åbent om sommeren. Pladsen var tom, og kun én enkel løber kom forbi for at binde sine sko i den halve time vi var der.
Her ses en fodboldplads midt inde i skoven, som blev brugt til at lege med/træne en hund. To mænd fik hunden til energisk at løbe på den åbne plads ved at kaste pinde, den skulle hente. Dette er et af mange eksempler på hunde, der gik uden snor. Generelt var der mange mennesker, der luftede deres hund. Vi så to gange, at en hundeejer ville tage snoren af sin hund netop som det fysiske miljø skiftede fra byliv til skov. Nogle dele af skoven skal hunden være i snor, og andre må den gerne gå uden.
Selskabslokaler, der kan lejes til at holde arrangementer i inde i skoven. Via geotagging på døren fandt vi frem til deres hjemmeside:
http://selskabspavillonen.dk/index.htm
Der er løberuter rundt i skoven markeret med pile i forskellige farver alt efter længden på ruten. Der var ligeledes et dusin stykker ude og løbe i skoven, mens vi var der. Nogle i par og andre alene.
Vi lagde mærke til, at folk virkede mere åbne og var mere tilbøjelige til at hilse på hinanden i skoven, end i det omkringliggende bymiljø. Vi mødte en kvinde der smilede sødt til os, en gammel mand, der vinkede på lang afstand, mens han gik tur med sin hund og en glad mand, der spurgte om vej ned til Den Permanente. Måske er mentaliteten så langt fra storbylivet på grund af at det er en mere unik ting, at møde mennesker i skoven, end fx på gågaden i Aarhus.
I udkanten af skoven på vej ned mod Den Permanente er der placeret et suttetræ, hvor børn, der ikke bruger sut mere, kan hænge sine sutter, og lægge en lille besked ved (som deres forældre nok har skrevet) eller en tegning, som de har tegnet. De fleste sutter var hængt op i fryseposer, men der var også nogle, der havde gjort mere ud af deres suttedekoration. De hang oftest et stykke væk fra midten, så de fremstod tydelige og enestående. Måske nogle forældre håbede på at sutterne ville blive hængende længe endnu, så de kunne gå forbi suttetræet og sige til deres børn "se, der hænger dine gamle sutter! Er de ikke fine?..."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar